Det ville svare til, at man ventede med barnedåb til barnet var 18 år. Det er klart, at man kan mene, at individet selv “skal have valget”. Men som vi kommer ind på senere, er det et argument, der må bruges proportionalt og ikke kun i forhold imod mindretal.

Jøder har praktiseret omskæring af drenge over alt i verden i tusindvis af år. I lige så lang tid har skiftende religioner og ideologier forsøgt at få jøderne til at ændre deres tro og vaner, fordi man mente at de var forkerte eller “uoplyste”.

Jødiske traditioner kommer ikke til at blive ændret på grund af kulturelle krav, der ikke er jødiske. Vi forventer heller ikke, at andre religioner laver om på grundpillerne i deres tro på grund af pres udefra, der ikke er baseret på objektive kriterier.