Udsagnet har været helt centralt i den danske debat, efter at den danske afdeling af Intact-bevægelsen lancerede det som deres one-liner. Der er to problemer med udsagnet.

Det første er, at det er et moralsk udsagn, der er afgrænsende og ekskluderende. Hvis man mener noget andet, er ”man” udelukket – uden at udsagnet i øvrigt har indhold eller argumentationskraft ud over en moralsk, løftet pegefinger.

Et andet problem med udsagnet er, at det er faktuelt forkert. I Danmark skærer vi hvert år i hundredvis af raske børn af kosmetiske grunde . Det er f.eks.  sammenvoksede tæer eller flyveører.  Mange danske forældre får klippet spædbørns tungebånd – et irreversibelt indgreb, der ofte foretages uden medicinsk begrundelse, hvilket danske børnelæger har advaret mod. Hver år bliver der foretaget kønsnormaliserende operationer på børn, der er født med variationer i kønskarakteristika (interkønnede børn).  Der ville stadig blive skåret i kønsorganer på raske børn, hvis der kom et forbud mod omskæring, men af andre ikke-medicinske hensyn.

Ovenstående er blot eksempler. Man kan mene, at eksemplerne er forskellige fra omskæring. Eller man kan tale om “whataboutism”. Men de illustrer, at ”man” rent faktisk skærer i raske børn. Og det punkterer et indholdsløst slogan, som udelukkende bliver brugt mod minoriteter.