Den første del bygger en misforståelse af, hvad menneskerettighederne er. Menneskerettighederne er et sæt universelle rettigheder, der gælder for ethvert menneske, i ethvert samfund og i forskellige kulturer.
Selv hvis Danmark eller andre lande betragter omskæring som en skade på barnet, er det stadig ikke et universelt synspunkt. I mange afrikanske lande anbefaler verdenssundhedsorganisationen WHO omskæring for at begrænse udbredelsen af sygdomme og af hygiejniske grunde. Det anbefales også til børn. Man kan mene, at denne anbefaling ikke er relevant for Danmark. Men det giver ingen mening at betragte noget, som i andre lande er både anbefalet af lægefaglige autoriteter og er kulturelt accepteret, som en krænkelse af universelle menneskerettigheder. Der er ingen artikler i hverken FN’s verdenserklæring om Menneskerettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions, som meningsfuldt kan bruges imod omskæring.
Religionsfriheden er derimod en af de mest fundamentale menneskerettigheder, der er beskrevet i menneskerettighedserklæringer helt tilbage fra 1700-tallet. Religionsfriheden er fastlagt i Grundlovens § 67 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9. Børns rettighed til at indgå i et mindretals kulturelle og religiøse fællesskab er stadfæstet i FN’s Børnekonventions artikel 30.
Naturligvis eksisterer der eksempler på, at et samfund kan skride ind overfor religionsfriheden. Men det vil kræve klare og objektive argumenter for, at det er nødvendigt for at opretholde samfundets orden. De subjektive og kulturelt baserede argumenter imod omskæring vil ikke være nok, og Danmark ville være på kollisionskurs med internationale konventioner.
Argumentet om barnets ret til en intakt krop bliver ofte brugt i debatten. Det er umiddelbart et sympatisk argument, der vil få nogle til at fravælge omskæring. Men som et politisk og juridisk argument bliver det brugt helt løsrevet og med den underliggende forståelse, at denne rettighed kun handler om omskæring.
Hvis “retten til en intakt krop” skal bruges juridisk som grundlag for at kriminalisere i øvrigt velfungerende familier, må man forvente, at det ikke kun gælder for minoriteters kulturelle valg.
Alle forældre former deres børn irreversibelt for resten af livet. Og “retten til en intakt krop” kunne også bruges på andre af valg, forældre træffer på deres børns vegne. Eksemplerne inden for andre ikke-medicinske operationer af børn, kost , livsstil, passiv rygning og andre miljøpåvirkninger kunne være talrige. Mange af disse valg er entydigt, beviseligt skadelige – i modsætning til omskæring.
Hvis “retten til en intakt krop” ikke skal bruges ensidigt mod mindretal, må det give forældrene et vist råderum til at bestemme, hvad denne rettighed indeholder.
